Betændelse tarm

Hvad forstår man ved tarmbetændelse? Denne tilstand kan manifestere sig i både tynd- og tyktarmen. Mens inflammation i tyndtarmen - den hyppigste variant - klinisk betegnes som enteritis, benævnes en infektion i tyktarmen som colitis.

Tarmbetændelse dækker over en irritation af tarmens indre vægge, hvilket hæmmer organets evne til at optage væske og næringsstoffer korrekt. Netop derfor er en sund tarmbalance afgørende. Moderne videnskabelige studier indikerer desuden, at sammensætningen af tarmens mikrobiom spiller en fundamental rolle for både det fysiske og, måske mere overraskende, det mentale velbefindende.

Vedvarende tynd mave resulterer ofte i væskemangel. Dette problem er særligt udtalt i udviklingslande, hvor mave-tarm-infektioner årligt koster millioner af mennesker livet, herunder primært børn. Ofte optræder tarmbetændelse sideløbende med mavekatar, også kaldet gastritis, hvilket samlet betegnes som gastroenteritis eller maveinfluenza, hvor hele fordøjelsessystemet er påvirket.

Varianter af tarmbetændelse Inflammation i tyndtarmen (Enteritis): Denne type, hvor slimhinden i tyndtarmen er irriteret, udgør den mest udbredte form. Viral tarmbetændelse: Størstedelen af tilfældene skyldes vira. Denne tilstand er synonym med maveinfluenza og kendetegnes ved symptomer som diarré - i visse tilfælde med blod (dysenteri) - mavesmerter, utilpashed eller opkastninger, dehydrering, hovedpine samt eventuel feber.

Infektionen er ekstremt smitsom; et velkendt eksempel er Roskilde-syge, der forårsages af den luftbårne Norovirus. Bakteriel tarmbetændelse: Denne type infektion kan blandt andet skyldes bakterier som Salmonella eller Shigella. Selvom de forskellige bakteriestammer giver varierende symptomer, medfører de alle tynd afføring. Salmonella typhi fører til tyfus, mens Shigella-bakterier kan fremprovokere dysenteri.

Tarmbetændelse forårsaget af parasitter: I modsætning til de virale og bakterielle udgaver forsvinder en parasitinfektion sjældent uden behandling. Derfor bør langvarige gener give anledning til mistanke om parasitter. Ved hjælp af en afføringsprøve kan man identificere organismer som Giardia lamblia, Cryptosporidium parvum og Entamoeba histolytica, der ofte spredes via forurenet vand.

Et typisk tegn på parasitisk betændelse er blodig diarré. Ikke-infektiøs kronisk tarmbetændelse: Denne kategori kan være enten akut eller en kronisk autoimmun tilstand. De mest fremtrædende eksempler på betændelse i tyktarmen er Colitis ulcerosa og Crohns sygdom, som begge er kroniske, autoimmune varianter under paraplyen Inflammatorisk Tarmsygdom (IBD).

IBD er en vedvarende lidelse, som lægevidenskaben overvejende anser for at være autoimmun og genetisk betinget, hvor kroppens eget forsvar angriber tarmvæggen. Mens Colitis ulcerosa er begrænset til tyktarmen, kan Crohns sygdom opstå overalt i fordøjelsessystemet fra mundhulen til endetarmen. På grund af de mange sammenfaldende symptomer kan det være kompliceret at stille en præcis diagnose.

Diagnosticering af tilstanden En endelig diagnose kan fastlægges gennem laboratorietests af blod eller afføring. Lægen kan ligeledes vælge at udtage en vævsprøve via en biopsi for at fastslå, om årsagen er en virus, bakterie eller parasit. Sædvanligvis opstår sygdommen gennem kontakt med en smittet person eller ved indtagelse af fordærvet mad. For ellers sunde individer er forløbet oftest ufarligt og uden varige mén.

Ikke desto mindre kan tilstanden være livsfarlig for spædbørn, ældre og personer med svækket immunforsvar. Da der ikke findes en specifik kur mod viral tarmbetændelse, er forebyggende tiltag, såsom god håndhygiejne, afgørende. Behandlingsmuligheder Valget af behandling afhænger fundamentalt af, hvilken mikroorganisme der har udløst infektionen. De fleste metoder fokuserer på at lindre symptomerne frem for at fjerne selve årsagen.

Væskemangel er et centralt problem ved alle mave-tarm-infektioner, og derfor prioriteres genopretning af væske- og saltbalancen højt. Dette opnås typisk gennem indtag af elektrolytter og salt, eventuelt i kombination med sukker. I de mest alvorlige tilfælde kan antibiotika være nødvendigt, selvom det ikke har nogen effekt på virusbetingede infektioner.

Da antibiotika også påvirker de sunde tarmbakterier negativt, kan det være fordelagtigt at supplere med probiotika efterfølgende, hvilket generelt kan understøtte en sund fordøjelse.