Biavl bier blomster og honning

Men er du klar over, hvordan bierne frembringer honning? Insekterne indsamler nektar fra de blomstrende planter, de bestøver. Denne nektar er en sukkerholdig væske, som planterne producerer for at tiltrække de summende insekter. Imidlertid er nektar ikke identisk med honning. Først skal bierne bearbejde nektaren, før den omdannes til honning.

Denne særlige mave kaldes honningmaven. Honningmaven udgør ikke biens primære fordøjelsessystem. Faktisk er den blot en opbevaringspose, hvor bien midlertidigt kan lagre nektaren, indtil den vender tilbage til bistadet. Så snart nektaren har fundet vej til honningmaven, påbegynder bien at tilføre bestemte substanser, kendt som enzymer.

Disse enzymer produceres af bien selv. Enzymernes funktion er at transformere sukkerarterne i nektaren til alternative sukkerformer. Når honningmaven er mættet med nektar og enzymer, begiver bien sig mod bistadet. Her overdrager den den enzymberigede nektarblanding til andre bikammerater. De hjemmeværende bier i stadet beriger yderligere blandingen med flere enzymer.

Samtidigt deponerer de væsken i celler på vokstavlen. Bierne omrokerer ofte blandingen. Dette foretager de for at udskille en del af vandindholdet i blandingen gennem fordampning. Det er afgørende, at vandprocenten ikke er for høj, ellers vil processen med gæring starte, hvilket gør produktet ubrugeligt for bierne. Bierne arbejder ihærdigt på at fylde honning i tavlerne.

Observerer du honningen inde i cellerne? Den fremstår mørk og skinnende. Fotograf: Søren Skov. Mens fordampningen af vandet finder sted, fortsætter enzymerne med at transformere sukkerarterne til forskellige sukkerformer. Endelig, når kun en minimal mængde vand resterer, er substansen omdannet til honning. Den færdigproducerede honning lagres nu i cellerne på vokstavlerne.

Nu resterer det for bierne at forsegle honningcellen. Dette opnår de ved at konstruere et delikat, hvidt voksdæksel over honningen. Herved bevarer honningen sin friskhed i en betydelig periode. Bierne er afhængige af honningen som fødegrundlag gennem hele vinterhalvåret. Her fremvises, hvordan bierne har anbragt hvide voksdæksler over den fuldendte honning. Fotograf: Leif Johansen.

Honning tjener som biernes primære føde. Bierne producerer honning til hele bisamfundet, og de ernærer sig af den gennem hele vinterperioden. I vintermånederne hersker kulden, og blomster er fraværende. Af denne grund opbevarer bierne den honning, de har indsamlet gennem hele sommeren. Bierne indtager honningen for at opnå den nødvendige energi til at flyve.

De forbruger ligeledes store mængder honning til at bevare kropsvarmen i vinterkulden. Når biavleren høster biernes honning, er det påkrævet, at han forsyner dem med en alternativ fødekilde til vinterens overlevelse. Derfor modtager bierne en opløsning af sukker i vand. Var du bekendt med, at en bikoloni forbruger 8 kilo honning som energikilde for at producere 1 kilo honning til biavlerens udbytte?

Hvis der er en overflod af blomster i sommerperioden, kan en bikoloni fremstille op til 50 kilo honning til biavleren. Lejlighedsvis kan de endog producere yderligere mængder. Dette er en betydelig honningmængde - forsøg at sammenligne det med din egen kropsvægt! Eftersom honningen udgør biernes vinterforråd, kan insekterne reagere med en vis irritation, når biavleren fjerner deres honning.

Derfor er det fordelagtigt at indsamle honningen om morgenen, på et tidspunkt hvor bierne endnu ikke er fuldt aktive. Bierne skal forsigtigt fjernes fra honningtavlen, før biavleren kan transportere honningen hjem. De bier, der bliver fejet bort, vender prompte tilbage til deres koloni. Fotograf: Klaus Langschwager. Når biavleren ankommer hjem med honningtavlerne, er det første skridt at fjerne voksdækslerne over honningen.

I modsat fald kan honningen ikke ekstraheres fra tavlen. Til dette formål anvendes en særlig gaffel til at løfte lågene af. Opgaven kan forekomme en smule udfordrende de første par forsøg. Dog, efter gentagne forsøg, vil det ikke længere være så vanskeligt. Det er en almindelig observation, at det kan virke en kende besværligt at fjerne voksdækslerne ved den allerførste lejlighed.

Fotograf: Ole Borgholm. Efter fjernelsen af voksdækslerne kan honningen strømme ud - lejlighedsvis drypper den endda spontant. For at udvinde al honningen er det dog nødvendigt at benytte en slynge. Dette er en beholder, der indeholder kurve. Biavleren placerer tavlerne i kurvene, hvorefter tavlerne roteres hurtigt. Denne rotation foregår med stor hastighed. På grund af tavlernes hurtige rotation kan honningen ikke opretholde sit greb i dem.

Honningen kastes ud fra tavlerne ved centrifugalkraft. I beholderens nederste del kan honningen strømme fra. Således fremstår en stor slynge indvendigt. Fotograf: Danmarks Biavlerforening. Når honningen forlader slyngen, falder den ned i en spand. Før den når spanden, skal væsken dog passere gennem en si. Sien sikrer, at mindre voksstykker adskilles fra honningen.

Frisk centrifugeret honning strømmer direkte fra slyngen og ned i en si. Fotograf: Lene Kiel Jensen. Det er fascinerende at overvåge filtreringen af honningen. Sien eliminerer bittesmå vokspartikler fra honningen. Efterfølgende skal honningen hvile, men med jævne mellemrum omrører biavleren den. Efter adskillige dage begynder honningen at antage en mere fast konsistens.

Biavl bier blomster og honning

Umiddelbart efter udtagelsen fra slyngen var honningen i flydende form. Når honningen har opnået tilstrækkelig fasthed, kan biavleren fylde den på glas - og dermed har du et komplet glas honning. Honningens smag varierer. Det er de specifikke blomster, hvorfra bierne har indsamlet nektar, der afgør honningens smagsprofil og visuelle fremtoning. Visse honningtyper besidder en krydret aroma, mens andre udviser en yderst mild smagsnuance.

Lynghonning byder på en intens krydret smag, hvorimod rapshonning er kendt for sin milde karakter - har du mon smagt forskellen? Det er en berigende oplevelse at prøve diverse honningvarianter, idet honningens smag differerer alt efter, hvilke blomster bierne har frekventeret. Fotograf: Elisabeth Mahler Andersen.